Kunne Du Bo i En Marco Polo fra Mercedes?

Det er de færreste mennesker, der har lyst til at skulle bo i en bil året rundt. Men hvis man nu skulle bo i en bil, skulle det så ikke være en luksuriøs én af slagsen? En bil der havde behagelige senge, rigeligt med plads og et fuldt funktionsdygtigt køkken? Det er bare nogle af de ting, som Mercedes Marco Polo har at byde på. Vi har taget et kig på bilen for at undersøge, om vi kunne forestille os selv at bo i den, i en kortere eller længere periode. I denne artikel sætter vi altså primært fokus på de dele af Marco Polo bilen fra Mercedes, som har at gøre med dens camping funktionaliteter. Der findes masser af anmeldelser omkring hvordan Marco Polo er at køre i, og vi ønsker her at fokusere på de ting, der gør bilen til en rigtig god autocamper.

Det første man ligger mærke til når man træder ind i Marco Polo bilen er, at den emmer af luksus. Bilen har et ægte trægulv, virkeligt lækre læder sæder og en rigtig flot finish og generel kælen for detaljerne. På nogle områder er bilen faktisk flottere end mit hjem, og jeg tror da også at mange studerende velvilligt ville udskifte studieboligen med en Marco Polo. Bilen er så flot indrettet, at man næsten får lyst til at klæde sig ekstra pænt på, før man skal campere i den.

Køkkenet er selvfølgeligt mindre end hvad man finder i selv den mindste studiebolig, men det er faktisk utroligt veludstyret. Der er hele to kogepladser, en håndvask i en okay størrelse, samt et køleskab. Det hele kommer med bilen som standard: vi snakker altså ikke ekstraudstyr her. Der er også et spisebord der kan foldes ud, og som giver rigeligt plads til, at hele familien kan sidde og spise der. Bagsæderne peger allerede imod bordet, og forsæderne kan drejes rundt, så de også vender imod bordet. Man behøver altså ikke gå på kompromis med at samle familien omkring morgenbordet, blot fordi hjemmet er blevet udskiftet med en Mercedes.

Bordet fungerer også udmærket til at sidde og arbejde ved. Mit job foregår på computeren, og det er derfor ganske praktisk, hvis jeg har et sted at sidde og arbejde. Jeg kan uden problemer sidde i de behagelige stole, og arbejde på den bærbare computer, som er sat i et almindeligt el-stik i bilen. Ikke meget anderledes end at arbejde hjemmefra i en lejlighed eller et hus!

Når det er tid til at sove, så byder bilen på fire sovepladser. To af dem får man ved at lægge bagsæderne ned. Det er ikke super behageligt at ligge direkte på lædersæderne, så jeg vil anbefale en lille topmadras her. Men de to andre sovepladser, som man fremtryller ved at bede bilen om at poppe taget, er virkeligt behagelige. Jeg vil endda sige, at min seng derhjemme møder stærk konkurrence her.

Så alt i alt kunne jeg personligt godt bo i en Marco Polo i et stykke tid. Bilen har alt hvad man har brug for i hverdagen, og det eneste man rigtigt går på kompromis med er nok pladsen.

Tell Us What You Think
0Like0Love0Haha0Wow0Sad0Angry